Kontakt os
Bæredygtighed

Brint er et af fremtidens bæredygtige brændstoffer

I sommeren 2020 tog Team Energi sammen med en række samarbejdspartnere første spadestik til det, der en dag, bliver en brintpåfyldningsstation. Projektet er en del af en større plan for grøn brintmobilitet kaldet eFarm i Tyskland, som er initieret af GP JOULE. I fremtiden skal stationen levere grøn energi til busser, lastbiler og biler.

Efterspørgslen efter grønne brændstoffer vokser. Derfor er DLG’s tyske datterselskab, Team Energie med i et samarbejde om at udvikle brintbaserede brændstoffer til transportsektoren baseret på overskud fra vedvarende energikilder.

”Brint er et varmt emne i Tyskland, og vi mener, at det har potentiale fremadrettet. I Team vil vi hjælpe med at sikre fremtidens energikilder, der vil bidrage til den grønne omstilling og samtidig skabe en bæredygtig fremtid for vores forretning. Derfor var det naturligt for os at deltage i dette projekt, som vi har store forventninger til,”siger Kevin Lorenzen, adm. direktør for Team og koncerndirektør for Energy & Retail i DLG-koncernen. Ud over tankstationer kræver projektet også, at produktionsfasen er i orden. I Bosbüll, der ligger i det nordlige Tyskland, har projektet allerede etableret det første produktionsanlæg, der skal omdanne overskudsstrøm fra vedvarende energikilder til brint, der kan bruges som brændstof til busser, lastbiler og biler.

 

Hvordan virker det?

Teknologien bag brintbrændstoffet omdanner elektricitet fra vedvarende energikilder som vindmøller og solceller til brint ved hjælp af elektrolyse, som derefter f.eks. bruges i en brændselscelle-bil.

Det er planen, at projektet i første omgang opretter fem produktionsanlæg og to brintpåfyldningsstationer. En af brintpåfyldningsstationerne, der ligger ved Team i Husum i det nordlige Tyskland, forventes at blive taget i brug allerede i første kvartal af 2021.