Kontakt os
Nyt projekt vil revolutionere bæredygtig proteinproduktion til føde-varer og fiskeproduktion
Om DLG / Presse / Nyheder
25. oktober 2023

Nyt projekt vil revolutionere bæredygtig proteinproduktion til fødevarer og fiskeproduktion

GreenImPro-projektet understøtter det voksende behov for bæredygtige proteinkilder og vil samtidigt reducere EU's import af soja. Projektet ønsker at gøre op med afhængigheden af soja ved at skabe nye, lokalt producerede proteiningredienser gennem en skalérbar og økonomisk bæredygtig proces med det ultimative mål at forbedre grønne bioraffinaderiers økonomiske bæredygtighed. Innovationsfonden har investeret knap 11 mio. kr. i projektet.

GreenImPro-projektet vil ændre produktion af proteiningredienser til fødevarer, fiskefoder og foder til énmavede dyr i ét enkelt projekt. GreenImPro-projektet tilbyder ikke kun økonomiske fordele, men har også en positiv klima- og miljøpåvirkning. Ved at omdanne traditionelle foderafgrøder til fødevareingredienser og samtidigt erstatte sojaprotein i fodersammensætninger, har projektet potentiale til markant at reducere emissioner af drivhusgasser. Innovationsfonden har investeret knap 11 mio. kr. i projektet.

Hovedidéen bag projektet er at producere bæredygtige, hvide proteiningredienser af høj kvalitet til brug i fødevarer og fiskefoder ved at udnytte råmaterialer som lucerne, hvidkløver og søsalat.

Der er udfordringer med farve og antinæringsstoffer i råmaterialerne, men GreenImPro vil overkomme disse ved at kombinere varmebehandling og filtrering ved hjælp af innovative vibrationsmembranteknologier.

Processen, der er udviklet og optimeret hos Institut for Fødevarer, Aarhus University (AU) bliver opskaleret i et demonstrationsbioraffinaderi på Aarhus Universitet i Viborg, før den skaleres op til kommerciel produktion hos projektpartneren BioRefine, som er ejet af andelsselskaberne, DLG, Danish Agro og DLF.

”Hvis vi lykkes med projektet og kan producere høj-kvalitet protein til fødevarer, forventer BioRefine en væsentlig stigning i antallet af produktionsenheder. Det vil sikre både skalérbarhed og lønsomhed for produktion af protein på basis af lucerne og kløver,” siger projektleder Laila Thirup fra BioRefine.

Konsortiet bag GreenImPro består af forsknings- og industripartnere med forskellige kompetencer.

Aarhus Universitets forskere besidder dybdegående viden om den komplekse kemi i de involverede biomasser, ekspertise inden for agil opskalering i demonstrationsfaciliteter, samt faciliteter til test af proteinernes kvalitet til både fødevarer og foder. Projektet giver mulighed for at bringe alt den viden hos de forskellige partnere i spil.

”GreenImPro giver os mulighed for at producere tre forskellige proteinkvaliteter, én til fødevareprotein, én til fiskefoder og én til énmavede produktionsdyr som grise og kyllinger. Det glæder os at få mulighed for at udføre forskning og genere viden, der potentielt kan implementeres i industrien i løbet af få år og samtidigt gøre en forskel i den grønne omstilling,” siger Professor Trine Kastrup Dalsgaard.

Institut for Bio- og Kemiteknologi, AU opskalerer en proceslinje udviklet af Institut for Fødevarer, AU, som i projektet vil undersøge fødevarekvaliteten sammen med Toft Care, mens Institut for Husdyrernæring- og Veterinærvidenskab, AU og BioMar evaluerer næringsværdien i énmavede dyr og ørreder. Institut for grøn teknologi, Syddansk Universitet (SDU) laver en livcyklusanalyse af den fulde proces. Partnere som HedeDanmark bringer erfaring med stor-skala, mekaniseret og skånsom høst af søsalat i samarbejde med Institut for Ecoscience, AU, mens BioRefine bidrager med ekspertise i opskalering og kommerciel drift. SANI Membranes bidrager med deres patenterede membranteknologi.

 

Fakta om projektet

Samlet budget: 14.7 mio. kr.

Innovationsfondens investering: 10.9 mio. kr.

Varighed: 3 år

Officiel titel: GreenImPro - Improved business potential by increasing protein quality from green feed protein to food protein ingredients and high quality aquafeed