Markedsorientering om somælkserstatning
August 2024
Priserne på somælkserstatninger er i øjeblikket forholdsvis lave. Med den store forskel mellem prisen på somælkserstatninger og afregningsprisen på mælk, forventer vi ikke, at prisen på somælkserstatninger vil falde yderligere. Der er snarere større sandsynlighed for en prisstigning efter sommeren.
Aktuel prisudvikling – Forvent stigning
Europa har produceret mindre mælk i 2024 end i 2023, og indvejningen til mejerierne falder sæsonmæssigt, når sommeren går på hæld. Derfor anbefaler vi at følge markedet nøje og overveje at købe til de nuværende priser.
Er det en fordel med en kontrakt på somælkserstatning?
Prisen på somælkserstatning afhænger primært af tre råvarepriser: skummetmælkspulver, vallepulver og vegetabilsk fedt. Generelt har prisen på alle tre råvarer været svagt faldende i 2024. Der har aldrig været et større spænd mellem prisen på mælkepulver og afregningsprisen til mælkeproducenterne, som er steget i samme periode. Forventningerne er derfor, at der vil komme en stigning, og derfor vil det være værd, at overveje en kontrakt på somælkserstatning - Hos DLG kan du få kontrakt på somælkserstatning, som garanterer dig fast pris op til 3 mdr. frem.
Med de nuværende markedsforhold forventes prisen på somælkserstatninger at stige hen imod slutningen af 2024. Denne forventning er baseret på flere faktorer, herunder et fald i mælkeproduktionen i Europa, stigende fragtrater og en stigende efterspørgsel efter mejeriprodukter i fx Asien. Allerede nu er det vigtigt at holde sig for øje, hvornår det strategisk bedst kan betale sig at købe somælkserstatning.
Overvej derfor følgende muligheder:
- Kontrakter: Overvej at indgå kontrakter, der kan låse prisen for en længere periode.
- Lageropbygning: I perioder med lavere priser kan det være fordelagtigt at øge lagerbeholdningen for at undgå de økonomiske konsekvenser af pludselige prisstigninger. Vær dog opmærksom på at holdbarheden på produkterne ikke udløber.
- Følg markedstrends: Hold løbende øje med markedstrends og prognoser for at kunne agere hurtigt på ændringer i prisudviklingen.
Skummetmælkspulver
Prisen på skummetmælkspulver har altid haft en forholdsvis stor prisvariation. I fjerde kvartal af 2023 var Zuivel-prisen ca. 250 euro pr. ton, mens den nu ligger lige over 230 euro pr. ton. I første halvår af 2024 har eksporten fra Europa til Asien (især Kina) været på et lavt niveau. For nylig er prisen stabiliseret, og det forventes, at denne trend fortsætter.
Vallepulver
Prisen på vallepulver varierer typisk ikke så meget. I fjerde kvartal af 2023 var Zuivel-prisen ca. 80 euro pr. ton, mens den nu ligger omkring 65 euro pr. ton. Vallepulver kræver yderligere forarbejdning, før det kan bruges i somælkserstatning, hvilket gør, at råvareprisen ikke fuldt ud afspejles i det færdige produkt.
Vegetabilsk fedt
Prisen på vegetabilsk fedt, såsom palme- og kokosolie, er primært afhængig af forbruget til human brug samt fragtrater. Vegetabilsk fedt ligger prismæssigt på et normalt niveau, men har dog været lidt stigende i pris i første halvår af 2024 på grund af stigende fragtrater.
Du kan altid købe til dagspris på DLG´s Kundeportal. Men ønsker du at sikre dig en fast pris på somælkserstatning, eller vil du gerne høre mere om de forskellige løsninger?
Så kontakte din DLG-salgskonsulent eller vores fagkonsulenter, Ib Karstensen og Michael T. Sørensen, for at få mere information
Læs mere om DLG´s Somælkserstatninger her
Ansvarsfraskrivelse
Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.