Driftsleder har aldrig set noget lignende: Høstede 11,5 tons pr. Hektar i svært år med den nye vinterhvedesort Guinness
Driftsleder Kim Jørgensen fik enormt gode erfaringer, da han i sæsonen 2022/23 såede 19 hektar til med DLG’s vinterhvedesort Guinness. Nu er arealet blevet firdoblet, for potentialet er stort, mener den sydøstjyske fremavler.
Høsten i 2023 var dybt påvirket af en ekstrem tørke i foråret og derefter af store vandmængder under selve høsten. Alligevel lykkedes det Kim Jørgensen, som står i spidsen for planteavlsbedriften Sønderbygård ved Fredericia, at høste 11,5 tons pr. hektar med DLG’s vinterhvedesort Guinness i de 19 hektar, han havde sået til.
De imponerende udbytter var endda en realitet, selvom sorten var helt ny for den østjyske planteavler, og han kun havde nok såsæd til at så cirka 225 planter pr. m2, hvor han normalt ville ligge på omkring 300 planter.
”Vi er dybt imponerede. Sorten blev sået sent og med lavere udsædsmængder. Og så kunne den alligevel avles med så pæne udbytter, i den sommer vi har haft,” siger Kim Jørgensen, der har arbejdet med fremavl i 20 år.
Stærk kernesætning
Kim Jørgensen lagde hurtigt mærke til, at planterne buskede sig helt vildt i efteråret. Omvendt startede den mere forsigtigt op i foråret og forblev fladt voksende ret længe. Alligevel havde sorten en fantastisk kernesætning.
”Vi synes jo, at den var lidt tynd at kigge på, fordi vi ikke havde mere udsæd. Det var ikke ligefrem et gulvtæppe. Den laver ikke et langt aks, men til gengæld sætter den mange aks med en masse kerner. Så vi har været meget spændte hele tiden. Fordi den så ikke ud af så meget, men den har avlet helt fantastisk”, siger Kim Jørgensen, der fortæller, at han normalt ligger på omkring 10 tons
pr. hektar i de sorter, han har på Sønderbygård.
Fremragende udbytter
Det har også været tydeligt for Kim Jørgensen, at hvad sorten ikke havde i højden i starten af væksten, fik den i bredden. Guinness har en stærk vinterfasthed og laver mange sideskud. Succesen på Sønderbygård forventer Kim Jørgensen også, at man sagtens kan gentage i den nuværende sæson. Allerede nu står planterne rigtig pænt. Faktisk forventer driftslederen at kunne nå helt op på 12 tons pr. hektar i udbytter på sine 74 hektar fremavl, nu hvor man har bedre kendskab til sorten.
”Jeg vil helt sikkert anbefale Guinness. Det er jo en sort med nogle kg i. Så jeg synes, det er en spændende sort. Det bliver spændende at følge Guinness i de kommende år. Sorterne plejer at have en masse gode år, når de er forædlet af Sejet Planteforædling” siger Kim Jørgensen.
Han erfarer desuden at for at udnytte det fulde udbytte potentiale i Guinness, er det klogt at vækstregulere sorten. Den sydøstjyske driftsleder roser også sortens gode sundhed, da man blandt andet helt undgik sygdomme som septoria i afgrøden. "De to sidste blade var sunde hele vejen igennem", fortæller han.