Kontakt os
Høstens Helte: Det er Bo, kunderne ringer til
Om DLG / Presse / Nyheder
25. juli 2024

Høstens Helte: Det er Bo, kunderne ringer til

For den erfarne driftsleder Bo Bøje Jepsen, der har ansvaret for et stort geografisk område og flere lokationer i det nordlige Jylland, er høsten den tid på året, hvor han nyder sit arbejde mest, og hvor hans dedikation til det gode arbejdsmiljø bliver tydeligst. 
 
I forbindelse med høsten sætter DLG fokus på ’Høstens Helte’. Via en portrætserie af samme navn taler vi med kollegaer og andelshavere, der giver den en ekstra skalle i høsten, og som bidrager til, at vi sammen kan få høsten i hus. Bo Bøje Jepsen er en af høstens helte.  
 
I et vindblæst Hjørring, hvor solen akkurat kigger frem mellem de regnfulde skyer, møder vi driftsmedarbejder Bo Bøje Jepsen med nyvasket refleks-sikkerhedsjakke på og en modtageplads, der snart er klar til at tage imod landbrugets afgrøder. Efter 32 år i DLG er Bo stadig fuld af nye idéer og en utrættelig energi. Han elsker sit arbejde, for det giver ham frihed og fleksibilitet til at træffe beslutninger.  

”Når der er opgaver, der skal løses, så får jeg dem løst,” siger han med et let skuldertræk og et smil, som antyder, at det da er en selvfølge.  

Bo har sit daglige mødested i Hjørring, men derudover har han også ansvaret for DLG-lokationerne på Aalborg Havn, Tårs, Vester Hassing og Stenhøj. Og der er masser at give sig til i de forskellige afdelinger. Bo er dér, hvor der er brug for ham – og det er der særligt i høsten. Men samtidig er det den tid, han ser mest frem til i løbet af året.  

”Det har bare altid været sådan. Jeg kan godt lide høsten - det er dén tid på året, hvor jeg tydeligst mærker fællesskabet både blandt kollegaer, men også i samarbejdet med vores ejere og kunder,” fortæller Bo.  

12-timers-rullet i tørreriet 

Hvis vejret arter sig til årets høst, kan Bo og kollegerne på modtagepladsen i Hjørring se frem til at modtage op mod 15.000 tons afgrøder fordelt på byg, hvede, havre, rug eller raps. At håndtere så store mængder afgrøder er som regel lig med lange arbejdsdage. Selvom det førhen godt kunne være en udfordring på hjemmefronten med de dengang hjemmeboende børn, så er det ifølge Bo sådan, vilkårene er.    

”Der er fødselsdage og andre begivenheder, man går glip af, men det er sådan, det er, når høsten skal i hus,” fortæller han.  

Sagen er nemlig den, at på lokationen i Hjørring og på afdelingerne omkring, har Bo kun én kollega hvert sted, foruden høstmedhjælperne, som ifølge ham er en uundværlig hjælp i høsten. Derfor er der ikke mange kolleger til rådighed til at overlappe 12-timers-rullet i tørreriet, som i Hjørring kører om natten. For hvem er det, kunderne ringer til, når spørgsmålene presser sig på? De ringer til Bo. 

Mere opmærksom på at få hvilet 
Selvom Bo har travlt i høsten, så understreger han også vigtigheden af at få restitueret. Noget, der i dag fylder mere for ham, end det tidligere har gjort. 

”Uanset om du er landmand eller en af mine gode kollegaer i DLG, har vi alle brug for mad, drikke, søvn og hvile for, at vi kan få høsten sikkert og effektivt i hus,” lyder det fra ham.  

Når Bo forlader sit arbejde, er han opmærksom på at holde helt fri. Han er god til at koble af, og samtidig bruger han tiden til at genoplade, så han er klar til at yde en ekstra indsats igen dagen efter. 

Passion for arbejdsmiljø 
Drift og arbejdsmiljø er to meget tæt forbundne størrelser, mener Bo. Hans dybdegående kendskab til driften styrker ifølge ham selv hans evne til at se, hvordan man kan skabe et sikkert arbejdsmiljø for sig selv og sine kolleger. Derfor var det også naturligt, at Bo påtog sig rollen som arbejdsmiljørepræsentant. En passion, der har gjort ham til en central figur i hele det nord- og vestjyske opland. Et sted, hvor det især kommer til udtryk, er hos kollegerne i Land & Fritid i Hjørring. Her har de taget arbejdsmiljø og sikkerhed til sig på grund af Bo.  

”Jeg vil ikke opfattes som en politimand. Jeg vil hellere være en god kollega. Men jeg er lidt efter dem på en god måde - og det ved de godt,” siger han med et glimt i øjet og fortsætter: 

”Tidligere kørte de trucks iført mørkt tøj, og det gjorde, at det var svært at se dem. Efter jeg har fået skaffet refleksveste og sikkerhedssko til dem, husker de alle at tage udstyret på, når de skal ud på lageret.”  

Når det gælder landmændene og vognmændene, bruger Bo den samme strategi. Han går til dem med et tilbud og et godt råd om at låne en vest, hvis de ikke har en på. Med Bos passion og energi for både drift og arbejdssikkerhed er høsten i gode hænder i Nordjylland. Blandt mange er han en af Høstens Helte.  

Bo Bøje Jepsen_sikkerhedstavle
Billedtekst: Sikkerhedsrunderingerne, som DLG har indført på lokationerne, indebærer, at alt ned til elkedlens ledninger bliver tjekket for fejl for at undgå brandfare. Derudover har smede og elektrikere, der besøger lokationerne, adgang til blandt andet hængelåse i plastik, som de kan tage med sig for at låse systemerne af, mens de arbejder, så der ikke sker uheld.

 

Bo Bøje Jepsen_i koeretoej
Billedtekst: Bo Bøje Jepsen anbefaler, at man anvender sele i køretøjerne. Han har oplevet, at en kollega kørte galt med sin truck og faldt med panden forrest ud mod forruden.