Kontakt os
DLG og Carlsberg har indgået aftale om køb af regenerativt dyrket maltbyg
Om DLG / Presse / Nyheder
11. november 2024

DLG og Carlsberg har indgået aftale om køb af regenerativt dyrket maltbyg

Der er nu indgået aftale mellem DLG og Carlsberg Danmark om køb af dansk produceret maltbyg, der er dyrket efter regenerative principper. Maltbyggen skal bruges til en specialbrygget Carlsberg som vil være tilgængelig fra 2025 og vil være Carlsbergs første øl i Danmark med regenerative råvarer.

DLG og Carlsberg Danmark har netop indgået aftale om et parti maltbyg, der er dyrket efter regenerative principper. Indkøbet er sket i forbindelse med høsten for 2024 fra et samlet areal på 100 hektar fordelt på to landbrug på Sjælland.

Den regenerativt dyrkede maltbyg leveres af DLG til maltning hos Viking Malt og derfra til brygning hos Carlsberg.

Parterne mener, at et tæt samarbejde på tværs af hele værdikæden er afgørende for at videreudvikle den regenerative dyrkningsform i Danmark.

”Der ligger et enormt forretningspotentiale for regenerativt dyrkede afgrøder, som vi mener er en vigtig del af den transformation, landbruget står overfor. Nu tager vi de første spæde, men vigtige skridt mod at få afsat varer, der er dyrket ud fra nogle fælles principper. Det næste skridt er at få flere fødevarevirksomheder med, der kan se den samme merværdi som Carlsberg og Viking Malt. Hvis vi skal accelerere udviklingen, skal vi også finde købere til regenerativt dyrket brødhvede, raps og grynhavre, så planteavlerne kan omlægge hele deres planteproduktion og dermed skabe et stærkt råvaregrundlag,” siger Bøje Kjær, koncerndirektør for DLG Danmark.”

Op mod 3,3 mio. liter øl

I det regenerative landbrug fokuseres der på minimal jordbearbejdning, en minimering af syntetisk input, jorddække længst muligt samt en rotation af afgrøder. Jorden behandles altså nænsomt for at på sigt genopbygge en muld med et spirende rodnet af mikroliv og biodiversitet omkring sig. Det bidrager til en naturlig kulstofbinding, en forbedring af jordens sundhed og dermed større modstandsdygtighed mod klimaforandringer, og øget biodiversitet.

Forventningen med indkøbet er, at der kan leveres op mod 500 tons malt til Carlsbergs bryggerier i København og Fredericia. Dermed vil der blive produceret op mod 3,3 mio. liter øl med regenerativt dyrket maltbyg.

Stort potentiale i Danmark

Maltbyggen skal bruges til en specialbrygget særudgave af Carlsberg med 100 pct. regenerativt dyrket maltbyg, som laves i begrænset mængde og som præsenteres i 2025. Herudover vil maltbyggen blive iblandet den velkendte Carlsberg Pilsner.

”Vi er spændte på at udvikle vores første regenerative bryg i Danmark, så vi kan gøre os de første erfaringer med både produktion, kvalitetskontrol og markedsføring af regenerativt dyrket øl. Markedet for produkter dyrket med regenerative metoder i Danmark er ikke særlig udviklet, men det rummer et stort potentiale i takt med, at fødevarevirksomheder gennemfører en grøn omstilling. Det er en udvikling, vi i Carlsberg ønsker at bidrage positivt til,” siger Peter Haahr Nielsen, adm direktør i Carlsberg Danmark.