Kontakt os
Marken / Faglig viden / Fokus på Marken

Fokus på Marken - 21. juni 2024

Aktuelt nyt i marken

Bekæmpelse af vår- og engbrandbæger

Hjælp til majs, der ikke vil gro

Åbent Hus - Serritslev

 

Aktuelt nyt i marken

I vinterhveden finder vi stadig meget rust og du bør stadig holde øje med dine marker. I marker hvor den sidste aksbeskyttelse T3 ikke er kørt endnu, kan en løsning være 0,4 l Propulse SE 250 + 0,5 l Orius Gold, hvor der er plads i triazolregnskabet. Alternativ erstattes Orius Gold med 0,5 l Comet Pro.

 

Bekæmpelse af vår- og engbrandbæger i korn og græs

engbrandbægerEng- og vårbrandbæger går også under navnet Stolt-Henrik og er desværre blevet hyppige gæster i mange marker, og specielt på mange afgræsnings- og naturarealer. Da de er yderst giftige for dyr, er de uønskede i græsmarker. Navnlig heste og kvæg er følsomme overfor planterne, men det samme gælder overfor også geder og får. Giftigheden aftager desværre ikke, hvis græsset ensileres eller høstes til hø.

Når man skal bekæmpe brandbæger, skal man være opmærksom på, at der er forskel på planternes biologi. Vårbrandbæger er en enårig plante, der typisk spirer frem i sensommeren, og blomstre i foråret, mens engbrandbæger er en flerårig plante, der typisk spirer i foråret og først de efterfølgende år blomstrer.

Afpudsning af marker/områder med brandbæger skal ske før blomstring for at forhindre frøspredningen, men vær opmærksom på, at græssende dyr ikke må kunne æde det afslåede materiale.

Du bør være opmærksom på, at bekæmpelse af brandbæger og specielt engbrandbæger i marken er en flerårig proces.

 

Bekæmpelse i græsmarker

I græs, der afgræsses, kan dyrene i en vis udstrækning selv undgå brandbæger i marken, men hvor der høstes/ensileres til dyrene, er det svært at undgå indtagelse for dyrene, da den bitre smag i planterne forsvinder ved tørring. Derfor bør brandbæger forebygges og bekæmpes i marken.

Brandbæger er ikke så konkurrencedygtig, så den breder sig mest i tynde afgrøder. En vigtig metode til begrænsning er derfor etablering af en tæt og konkurrencedygtig afgrøde - gerne kløvergræs. Håndlugning eller slåning af inficeret arealer før blomstring kan desuden begrænse frøspredning. Er problemet blevet for omfattende kan omlægning af arealet være en mulighed.

Inden 1. august og før brandbæger sætter knop, kan kemisk bekæmpelse af eng- og vårbrandbæger i rent græs ske med enten

  • 1. års marker: 2,5 l Ariane FG S pr. ha. eller 1,5 l Starane XL pr. ha
  • 2. års eller ældre marker: 3,0 l Ariane FG S pr. ha i eller 1,8 l Starane Xl pr. ha

Bemærk, at kløver ikke tåler disse behandlinger.

Fra medio juli til 1. september kan græs og kløvergræs behandles med

  • 15 g Harmony 50 SX + 0,15 l Contact pr. ha.

Det er vigtigt at denne behandling foretages på genvækst, og behandlingen foretages derfor typisk 2-4 uger efter marken er slået - inden brandbægerne kan nå at smide frø.

 

 

Bekæmpelse i korn med græsudlæg

I kornet udgør begge arter ikke noget problem og kan let bekæmpes med gængse midler. Vi anbefaler, at i

  • Vårbyg med kløvergræsudlæg bekæmpes brandbæger med en blanding af Fighter 480 og Harmony 50 SX.
  • Vårbyg med rent græsudlæg bekæmpes brandbæger med midler som Pixxaro, Nuance Max 75 WG og Starane 333 HL eller Starane XL og gerne 2 midler i blanding.

Bemærk, de forskellige behandlingsfrister midlerne har. Fighter 480 skal anvendes senest i kornet stadie 14, Harmony 50 SX 2 måneder før høst, Starane 333 HL 60 dage før høst, Starane XL frem til kornets stadie 45, Nuance Max 75 WG 6 uger før høst og Pixxaro senest i kornets st. 45.

 

Nødhjælpspakke til majs

Anvend: 1-2 l/ha Profi Universal + 2-4 l/ha DG Leaf NP 11-14.

De meget våde og forholdsvise kolde vejr kan få majsen til stå i stampe og ikke rigtig gro. Bladgødskning med fosfor og mikronæringsstoffer kan være en mulighed for at få planterne i gang, fra de har 2-3 blade. Det er vigtigt, at der er noget bladmasse, der kan fange bladgødskningen.

Det er sikkert en kombination af flere næringsstoffer som vil hjælpe planterne på vej. Derfor anbefaler vi vores mikronæringsstofblanding Profi Universal, som indeholder en lang række af essentielle næringsstoffer.

Vi anbefaler også at tilsætte DG Leaf NP 11-14 for at gøde med fosfor på bladene. Fosfor er et vigtigt næringsstof for rodudviklingen og optages meget dårligt under kolde forhold i jorden.

DG Leaf NP 11-14 kan ligesom Profi Universal købes i 10 l dunke eller palletanke.

Løsningen kan selvfølgelig også anvendes i andre afgrøder.

Indhold gr/l

Mn

Cu

Zn

Mg

N

P

Mo

S

Fe

Profi Universal

76

20

9

11

12

 

0,3

65

10

DG Leaf NP 11-14

 

 

 

 

110

140

 

 

 

 

Åbent Hus - Serritslev

Kom til rundvisning i sorterne i DLG’s demomark i Serritslev og få faglige indspark til sortsvalg i korn, raps og bælgsæds-afgrøder ved konsulenter fra Sejet Planteforædling og DLG.

Onsdag d. 26. juni 2024
Kl. 16.00, 18.00 og 19.30

Vi byder efterfølgende på traktement i teltet.

Alle er velkomne
– tilmelding er ikke nødvendig.

Demomarken er beliggende:
Melhaven, Hjelmstedvej 11, Serritslev, 9700 Brønderslev, over for rastepladsen.
Der er indkørsel fra Hjelmstedvej.

 

 

Vil du genlæse tidligere Fokus på Marken, kan du klikke her.

Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P