Fokus på Marken - 16. august 2024
De store mængder nedbør og fugtige vejr har i år medført rigtig mange snegle. Ved etablering af vinterraps er det vigtig at være opmærksom på forekomsten af snegle. Snegleangreb i marken kan lave voldsomme skader og rydde store områder i nyetablerede rapsmarker. Vi anbefaler at forebygge snegleangreb ved at anvende
- 6 kg Ferrex pr ha umiddelbar efter såning.
Det er ekstremt vigtigt at holde øje med om sneglegiften forsvinder. Gør den det, gentages behandlingen med 6 kg Ferrex pr ha. Læs mere her.
Vækståret 2024 har på mange måder været ekstremt, hvilket også ses i årets landsforsøg,
hvor kun halvdelen af forsøgene er godkendt og resten kasseret pga. for stor variation. LSD-værdien i 2024 er 9, det vil sige, at usikkerheden i forholdstallene er 9 enheder, hvilket er meget højt og betyder, at man skal være meget varsom med at drage hurtige konklusioner uden at gå nærmere ned i de enkelte forsøg og se på plantetal, dyrkningsstrategi mv.
I de 4 godkendte Landsforsøg, har sortsblandingen i gennemsnit givet et udbytte på 4847 kg frø, hvilket er 825 kg mindre end sidste år og på det laveste niveau siden 2021. Det er også et generelt billede fra praksis at dette års rapsudbytter ligger i den lave ende.
Olie indholdet er igen i år højt med 51,4% i sortsblandingen.
DLG´s vinterrapssorter til høst 2025
DK Exsteel: Sorten har en særlig hurtig tilvækst i efteråret og er samtidig meget etableringsstærk og derfor også et oplagt sortsvalg på mere udfordrende arealer og/eller ved senere såning. DK Exsteel har attraktive egenskaber som skulpeopspringsresistens, god lys bladplet resistens samt stærk resistens mod phoma.
LG Adapt: LG Adapt var nyheden til 2024 og som i 2023 var den højst ydende sort. Sorten har forholdsvis rolig startvækst i efteråret og egner sig derfor godt til tidlig såning. LG Adapt er pakket med attraktive egenskaber herunder særdeles stærke resistens egenskaber overfor rodhalsråd, lys bladplet, kransskimmel og rapsrødsot. Desuden har sorten skulpeopspringsresistens samt god stængelstyrke med lav tendens til lejesæd.
LG Adeline: Sorten er etableringsstærk i efteråret med middel tendens til strækning af hovedskuddet, hvorved sorten er særligt egnet til middeltidlig til senere såning. Har en god stængelsundhed i form af rigtig god resistens mod rodhalsråd, lys bladplet, kransskimmel. Desuden har LG Adeline resistens mod rapsrødsot samt skulpeopspringsresistens.
LG Austin: Har en hurtig etablering i efteråret dog samtidig med en lav tendens til strækning af hovedskuddet. Sorten har et bredt såvindue fra relativt tidligt til rapsens senere såtidspunkt. Sorten har en effektiv resistens mod phoma, meget stærk resistens mod lys bladplet og resistens mod rapsrødsot samt skulpeopspringsresistens. Stængelstyrken i LG Austin er middel.
LG Scorpion: Kålbroktolerant sort som kan dyrkes på arealer, hvor rapsen er udfordret med kålbrok. Sorten er meget hurtig voksende i efteråret, så selvom såtidspunktet udsættes af hensyn til tolerancens effektivitet og holdbarhed, når LG Scorpion stadig at udvikle sig inden vinteren.
Alle landforsøgene i vinterbyg er nu høstet og sortsresultaterne er klar. Arealet med vinterbyg er faldene til trods for, at det giver mulighed for tidlig såning af vinterraps - specielt aktuel et år, som i år, hvor høsten trækker ud.
Resultaterne for årets Landsforsøg viser et gennemsnitsudbytte på 92 hkg pr. ha på tværs af alle 30 sorter og 6 lokaliteter. Det er 2 hkg mere end sidste års udbytter men ca. 8 hkg pr. ha mindre end rekordavlen i 2022.
Blandt DLG´s sorter har hybriderne igen klaret sig godt. SY Scoop og Jettoo ligger begge på forholdstal 101 som gns. over 3 år. De 2-rd sorter Alaska og KWS Tardis har også klaret sig godt med et gns. på 100 over 3 år. Årets resultater af de sorter, som vi i DLG har til salg, kan ses i nedenstående tabel.
I dette års forsøg har hybriderne og de 2-radet klaret sig stort set ligegodt, men set over 3 års gennemsnit, klarer hybriderne sig fortsat bedst, da de leverer et højt stabilt udbytte hvert år. Udsæden på hybrid vinterbyg er faldet og derfor konkurrencedygtig overfor de 2-radet sorter. Med dagens priser svarer merprisen for hybridudsæd til, at der skal høstes 2-3 hkg mere pr. ha for at betale udsæden i forhold til 2-radet udsæd.
DLG´s vinterbygsorter til høst 2025
- Alaska: Højtydende 2-radet sort, god sundhed og særlig god kernekvalitet
- KWS Tardis: Højt udbyttepotentiale, høj rumvægt og stærkt strå
- DLG Barley Mix: Højt udbytte potentiale, sikrer højt stabilt udbytte, styrker resistensen
- Jettoo: Topudbytte i mange år, god sygdomsprofil og tidlig modning
- SY Scoop: Højt udbytte, god sundhed og godt strå
- SY Zoomba: Resistens overfor havrerødsot
SY Zoomba er en spændende nyhed i vinterbyg, der er resistent overfor havrerødsot, idet sorten har det effektive resistensgen YD4. Andre markedsførte sorter i Danmark med resistensegenskaber mod havrerødsot er kun tolerante overfor angreb. SY Zoomba har vist lovende udbytter i bl.a. Tyskland og opnået fht. 97 i den lovbestemte værdiafprøvning her i 2024. Sorten tilbydes i begrænset mængde i 2024.
Har du overvejet en sortsblanding?
Ved sortsblandinger kommer der mere genetisk variation i marken og dermed en større robusthed overfor sygdomsangreb. Når blandingen samtidig er sammensat af sorter, der yder, absolut topudbytter, så er sortsblandinger et godt valg, når afgrøden skal fodres op.
Blandingen af de tre højtydende toradede sorter Alaska, KWS Tardis og Cleopatra giver gode muligheder for yderligere at stabilisere resultaterne i vinterbygdyrkningen. Cleopatra bidrager især med vitalitet og stærke resistensegenskaber, mens KWS Tardis og Alaska begge bidrager med højt udbytte. Blandingen af sorterne vil reducere sygdomsangrebet i afgrøden grundet deres forskellige resistensegenskaber.
Se hele DLG´s vintersædssortiment her.
Tidlig såning af vintersæd har både fordele og ulemper.
Fordele:
- sikkerhed for etablering
- mindre udsædsmængde
- kraftige planter med stort rodnet
- måske højere udbytte
- kan reducere dit krav til efterafgrøder
- Ulemper:
- flere problemer med græsukrudt
- større risiko for havrerødsot
For hver 14 dage senere du sår, halverer du den mængde græsukrudt der fremspirer. Endelig er nogle arter og sorter decideret uegnede til tidlig såning.
Hvis du sår vintersæden senest den 7. september 2024, kan 1 ha pligtige- eller husdyrafgrøder erstattes af 1,9 ha tidligt sået vintersæd. Vintersæd omfatter her vinterhvede, vinterbyg, vinterrug og triticale.
Vi anbefaler følgende sårækkefølge:
Hybridvinterbyg – 1. års vinterhvede/hybridrug – vinterbyg – 2. årshvede/triticale.
- Hybridvinterbyg: bør sås primo september, så der kan benyttes lav udsædsmængde. Hybridvinterbyg omfatter bl.a. Jettoo, SY Scoop og SY Zoomba. Her skal du være yderst opmærksom på at få bekæmpet bladlus i Jettoo og SY Scoop, så du ikke får havrerødsot. SY Zoomba er resistent overfor havrerødsot, så i den sort behøver du ikke bekæmpe bladlus i efteråret. Hybridvinterbygsorter kan dog fint sås indtil 20. september, men udsædsmængden skal justeres op.
- 1.-årshvede: Bright, Guinness, Heerup, Heroldo, Kvium, LG Initial, RGT Stokes samt sortblandingerne DLG Wheat Mix Star og DLG Wheat Mix Top Yield kan sås tidligt. Champion gror lidt hurtigere i efteråret end flere af de andre sorter, så den bør ikke sås for tidligt, mens KWS Extase aldrig bør sås tidligt. Da brødhvede til Growers Finest ikke må vækstreguleres, fraråder vi tidlig såning af hvedesorter til brødproduktion, herunder DLG Wheat Mix Bread, da tidlig såning øger lejesædsrisikoen.
- Hybridrug: bør sås primo september, så der kan benyttes lav udsædsmængde. Rug kan dog fint sås hele september. Da tidlig såning øger lejesædsrisikoen, skal du ikke så brødrug for tidligt, selvom KWS Tayo er stråstiv.
- Vinterbyg (ikke hybrid): har generelt det smalleste såvindue, hvor det optimale såtidspunkt er medio september.
- 2.-års hvede: for at begrænse risikoen for goldfodsyge, bør den sås efter midten af september. Latitude-bejdset udsæd kan dog sås tidligt. KWS Extase er meget velegnet til sen såning, da den gror hurtigt i efteråret, ligesom Champion gror pænt til, men alle sorter kan i princippet sås fra medio september.
På efterårsmilde lokaliteter ved Østersøen bør såning foretages en uges tid senere end i resten af landet.
Udsædsmængden afhænger af TKV, og skal selvfølgelig også tilpasses såtidspunktet, arten, udsædsprisen og såbedet. I tabellen nedenfor kan du se de vejledende plantetal. Som tommelfingerregel bør du i vinterhvede udså 200 kerner pr. m2 den 1. september, og øge udsædsmængden med 5 kerner pr. m2 pr. dag du sår senere end den 1. september.
Hybridvinterbygsorterne Jettoo, SY Scoop og SY Zoomba sælges i bigbags med 10 mio. spiredygtige kerner. Du skal bruge sækkens nettovægt i kg når du skal indså såmaskinen, og vægten står skrevet på sækken.
Så mange ha rækker din BB med 10 mio. spiredygtige kerner til:
Hybridsorterne SU Karlsson, SU Jelling, KWS Tayo, KWS Igor og KWS Receptor leveres i BB med 12 mio. spiredygtige kerner. Du skal bruge sækkens nettovægt i kg når du skal indså såmaskinen, og vægten står skrevet på sækken.
Så mange ha rækker din BB med 12 mio. spiredygtige kerner til:
Vil du genlæse tidligere Fokus på Marken, kan du klikke her.
Vil du printe siden, kan du trykke Ctrl + P