Kontakt os
Marken / Faglig viden / Fokus på Marken

Fokus på Marken nr. 34 - 21. november 2024

Dispensation til Reglone i engrapgræs og hvidkløver

Der er nu givet dispensation til anvendelse af Reglone i engrapgræs til frø og hvidkløver til frø udlagt sammen med engrapgræs i perioden fra 15. november 2024 til 14. marts 2025. Der må anvendes:

Maksimalt 0,75 l Reglone pr. ha + evt. DLG Contact + maksimalt 75 l vand pr. ha.

Der tilsættes 0,1 l DLG Contact pr. 100 l vand i de sorter, der kan tåle det. Aftal altid Reglone-sprøjtning med din frøavlskonsulent. Reglone må ikke anvendes i hvidkløver udlagt i renbestand. Læs dispensationen inden du sprøjter.

I dispensationen er det desuden fastlagt at:

• Den maksimale vandmængde er 75 l pr. ha. 
• Reglone må ikke anvendes nærmere end 20 m fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende. 
• Reglone må ikke benyttes nærmere end 20 m fra vandmiljøet (vandløb og søer m.v.) for at beskytte organismer der lever i vand. 
• Reglone må ikke benyttes nærmere end 5 m fra §3 områder for at beskytte leddyr. 
• Samtidig skal afdriftsreducerende udstyr med minimum 50% afdriftsreduktion anvendes ved udbringning.
• Brugere skal anvende handsker, arbejdstøj og ansigtsbeskyttelse/visir ved blanding og påfyldning. Ved udsprøjtning skal brugerne anvende handsker, arbejdstøj, og sidde i lukket kabine med kulfilter. Ved håndtering af behandlede planter efter sprøjtning skal der anvendes arbejdstøj. 
• Bruger skal føre udvidet sprøjtejournal over anvendelsen og gemme den i 3 år, se link nedenfor (Dokumentation ved brug af Reglone).
• Halm og frø må ikke benyttes til foder.

Den bedste effekt opnås, hvis der både natten før og de efterfølgende nætter er nattefrost. Der bør sprøjtes om formiddagen i solskin, og der bør være solskin resten af dagen. Reglone virker på planternes grønne dele, hvor Reglone ved hjælp af sollyset danner brintoverilte, der ødelægger plantecellerne. Virkningen af Reglone ses hurtigt og nedvisning sker i løbet af 3-10 dage.

For at kunne købe Reglone skal du udfylde en Tro og love-erklæring, som skal sendes samtidig med ordreafgivning til DLG, så vi kan ekspedere din ordre. Ligeledes skal avleren udfylde Dokumentation ved brug af Reglone, der skal opbevares i 3 år sammen med sprøjtejournalen.