22. maj 2017
Dankalk: Fra spild til fjernvarme
Dankalk, der i over 100 år har brudt kalk i Danmark, har netop indviet sit nye anlæg, hvor overskudsvarme bliver til fjernvarme. Det er godt for både klima og økonomi.
Dankalk’s kalkbrud i Aggersund tørrer årligt 125.000 tons råkalk til kalkprodukter til industribrug. To tørrelinjer arbejder med en temperatur på 850 grader, og Dankalks fugtige råkalk tørres ved at fordampe vandindholdet. I et nyt ambitiøst projekt bliver overskudsvarmen nu til fjernvarme.
”Vores overskudsvarme kan dække det årlige varmeforbrug i ca. 700 husstande, eller ¼ af alle Løgstør Fjernvarmes kunder. Vi fører den 130 grader varme, fugtige luft op igennem et tårn, hvor returvand fra fjernvarmeanlægget passerer i modstrøm via et vandrislingsanlæg, så spildvarmen kommer ud i fjernvarmesystemet,” forklarer Houni Mikkelsen, fabrikschef i Dankalk om indvielsen den 19. maj 2017.
Dankalk har investeret i et røggaskondenseringsanlæg, mens Løgstør Fjernvarmeværk har investeret i ledningsnettet og en akkumuleringstank hos Dankalk.
Godt for både klima og økonomi
Projektet giver god mening både samfundsøkonomisk, miljømæssigt og Dankalks økonomi. Ca. ¾ af overskudsvarmen nyttiggøres, og tilbagebetalingstiden på de to investeringer er relativt kort.
”Der er fordele for alle parter. Dankalk får en ny indtjeningskilde og større konkurrencekraft ved at sælge overskudsvarmen. Løgstør Fjernvarme får et konkurrencedygtigt alternativ til træpiller og halm, der betyder lavere priser for forbrugerne. Endelig er der en stor klimagevinst, da genindvindingen mindsker CO2-udledningen med ca. 1.700 tons pr. år. Ved at erstatte afbrændingen af træpiller og halm, så reducerer fjernvarmeanlægget også udledningen af Nox’er og SO2. Så det er på alle måder et win-win projekt,” siger Bent Nissen, vicekoncerndirektør i DLG og bestyrelsesformand for Dankalk.