11. december 2023
Kendt profil skal stå i spidsen for DLG’s danske forretning
Bøje Schaumann Kjær skal lede DLG’s forretning på det danske hjemmemarked og sammen med sine kolleger arbejde for at styrke selskabets markedsledende position.
Bøje Kjær er et kendt ansigt i DLG-koncernen, hvor han i dag er vicekoncerndirektør for Supply Chain og dermed har ansvaret for produktion og logistik. Han får nu titel af koncerndirektør og indtræder samtidig i DLG’s koncernledelse, Executive Committee.
Den daglige ledelse af den danske forretning overtager Bøje Kjær fra Group COO Jesper Pagh, der fremover vil dedikere mere tid til strategiske opgaver på koncernniveau.
”I takt med at vi implementerer vores strategi og styrker samarbejdet på tværs af koncernen er det naturligt, at jeg fokuserer endnu mere på det. Derfor er jeg er glad for, at Bøje Kjær har takket ja til at påtage sig denne nye opgave, og jeg overlader trygt den danske forretning i hans hænder. Bøje har et indgående kendskab til vores forretning samt til vores ejere og den verden, de agerer i.
Gennem de seneste år har han vist flotte resultater indenfor produktion og logistik, og han besidder betydelig kommerciel erfaring. Det giver ham et stærkt udgangspunkt for at drive den fortsatte udvikling af DLG i Danmark, og jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde,” siger Jesper Pagh.
Der iværksættes en proces for at finde en ny leder af DLG’s Supply Chain, som forventes at være på plads i begyndelsen af det nye år. Indtil da vil Bøje Kjær fortsat varetage det daglige ansvar for Supply Chain.
Fokus på at styrke DLG’s position
Bøje Kjær har en HD i afsætningsøkonomi fra Syddansk Universitet og blev ansat i DLG-koncernen i 1994. Der havde han en række forskellige roller bl.a. som afdelingsdirektør, indtil han i 2002 skiftede landbrugsbranchen ud med vinduesbranchen og i en årrække arbejdede med indkøb og supply chain i DOVISTA.
I 2009 var han medstifter af en virksomhed, som han solgte videre i 2016 i forbindelse med, at han vendte tilbage til DLG-koncernen som direktør for vitamin- og mineralforretningen Vilofoss Danmark. Da DLG i 2020 implementerede en ny strategisk retning for den danske forretning, blev Bøje Kjær udnævnt til vicekoncerndirektør for Supply Chain.
I sin nye rolle vil Bøje Kjærs fokus bl.a. være på at udvikle DLG’s position som markedsleder i Danmark og sikre, at der leveres løsninger til kunderne, som kan bidrage til deres bæredygtige omstilling.
”Det er en spændende opgave, jeg har fået, og jeg går til den med seriøsitet og ydmyghed. Danmark er DLG’s hjemmemarked, og det er vores fornemmeste opgave på effektiv vis at levere den bedste service, de bedste produkter og den højeste kvalitet til vores kunder og ejere hver dag. Vores position som markedsleder er noget vi skal gøre os fortjent til hver eneste dag, og det kræver, at vi hele tiden forbedrer os. Den udvikling ser jeg meget frem til at stå i spidsen for sammen med mine mange dygtige kollegaer i DLG,” siger Bøje Kjær.
Bøje Kjær bor i Holstebro med sin hustru og to børn. Fritiden bruges bl.a. i sommerhuset og på sportslige aktiviteter, herunder cykling sammen med kolleger fra DLG.