18. februar 2025
Ny afregningsmodel for maltbyg skal sikre mere transparent og fair betaling
Der skal være større gennemsigtighed på brovægten, når landbruget indleverer deres udbytter i høsten. Derfor præsenterer DLG en ny afregningsmodel på maltbyg, som skal bidrage til en mere fair afregning.
Fra den kommende høst introducerer DLG en ny afregningsmodel for maltbyg, hvor landmændene får afregnet deres maltbyg ud fra den kvalitet, de leverer ind. Den nye afregningsmodel er udarbejdet efter et ønske fra andelshaverne om mere transparens i kornafregningen.
”For et par år siden vi nytænkte vores høstbetingelser, hvor vi sigtede efter at lave en mere transparent og fair model for vores ejere og kunder. Det er ud fra samme princip, at vi nu gentænker vores afregningsmodel for maltbyg, så ejerne bliver afregnet for den kvalitet, de indleverer. Det har været et stort ønske for andelshavere, og det er jeg glad for, at vi nu kan levere på,” siger Camilla Blicher Simonsen, vicekoncerndirektør for Salg & Kunderelation i DLG.
Kvalitet bestemmer afregning
Den nye afregningsmodel fjerner også den tidligere praksis med alternative afregningspriser, som blev tildelt, hvis maltbyggen brød med grænseværdier blandt andet inden for vandprocenter og proteinindhold. Med den nye model kan landmændene via en trappemodel se, hvilken afregning de får for den indleverede kvalitet.
”Tidligere har det været meget sort eller hvidt, om et parti har levet op til kravene for maltbyg eller om det er nedklassificeret til foderbyg, som har medført et betydeligt fradrag i vores ejeres afregning. Det fjerner vi nu, og erstatter det med en trappemodel, som vi kender det fra andre afgrøder,” siger Camilla Blicher Simonsen og tilføjer:
"Jeg tror, at det kan være med til at øge tilliden og tilfredsheden med kornafregningen blandt vores ejere og kunder," siger Camilla Blicher Simonsen.
Slut med justeringer i høstperioden
De seneste tre ud af fem år har maltbyggens kvalitet været udfordret af vejrforholdene, hvor DLG har set sig nødsaget til at ændre kriterierne for proteinindholdet i løbet af høsten for at imødekomme den kvalitet, der er kommet ind fra landbruget.
”Vi mener, at det giver rigtig god mening, at kriterierne ligger fast inden høsten, frem for at vi skal lave ’feberredninger’ og justere til når vi er i gang. Det er blandt andet også derfor, at vi nu forsøger at forenkle afregningen som passer til de forhold, vi har oplevet de seneste år,” siger Camilla Blicher Simonsen.
Den nye afregningsmodel træder i kraft fra høsten 2025. De kunder, der allerede har tegnet kontrakt vil ligeledes blive tilbudt at komme over på den nye model.